LinkedIn er, både herhjemme og internationalt, det mest anvendte medie til at etablere og pleje det professionelle netværk. Netværket giver et utal af muligheder, så vigtigheden af at arbejde professionelt med LinkedIn bør ikke underkendes.

Det tager tid at opbygge et solidt netværk, men tiden er givet godt ud – det professionelle netværk kan gavne din karriere og det er uanset om du er freelance eller fastansat. Du får adgang til interessante relationer, viden og relevant information.

Udover at du opbygger et solidt netværk, er din personlige LinkedIn profil også dit digitale CV, som viser din erfaring og kompetencer. Din personlige LinkedIn profil er altså en vigtig kanal til den personlige branding og kan potentielt være med til at åbne døre til interessante virksomheder/stillinger.

For at få det optimale ud af LinkedIn skal du løbende arbejde med din personlige profil. Formålet er at skabe en professionel og interessant LinkedIn profil, som afspejler din personlighed og kompetencer.

Vi har samlet 5 gode tips til, hvordan du arbejder med din personlige LinkedIn profil.

1 – Det gode profilbillede

Overvej hvilket billede du anvender som dit profilbillede. Drop feriebillederne og tænk på din fremtoning. Benyt et tidsvarende og professionelt billede, som understøtter din generelle profil og det signal du gerne vil sende til netværk og potentielle arbejdsgivere.

2 – De vigtige nøgleord

Tænk over hvilke nøgleord, som er mest sigende for din profil, dine kompetencer og ønsker til karrieren fremadrettet. Disse nøgleord skal du gennemgående anvende i din profiltekst. Nøgleord giver et hurtigt overblik over din profil, men gør samtidig også at din profil dukker op i relevante søgninger. Udvælg og brug kun relevante nøgleord. Søg inspiration i dit netværk og branche, for at se hvad andre har skrevet. På den måde får du input og klarhed over hvilke nøgleord, som er bedst beskrivende for din profil.

3 – Få relevant indhold på din profil

Headline:

Din headline skal vise hvem du er. Uddyb din titel, så det er tydeligt hvad du laver og hvilke kernekompetencer du besidder. Bemærk at du max. har 120 ord.

Summary/resume:

Hvad gør særligt din profil interessant? Dit summary er din elevatortale.  Brug feltet til at fremhæve og uddybe dine kernekompetencer, særlige resultater eller din arbejdstilgang.

Ansættelser/erfaring:

For hver af dine ansættelser, er det vigtigt at du beskriver dine arbejdsopgaver, ansvar og hvilke resultater du opnåede. Sørg for at holde denne sektion opdateret med den seneste information.

Husk desuden at liste andet relevant information, såsom certificeringer og særlige projekter du gerne vil fremhæve.

Uddannelse:

Beskriv din uddannelse og faglige profil. Fokuser på de relevante dele af din uddannelse.

Fokuser på dine skills/kvalifikationer:

Kompetenceoversigten er en god og overskuelig måde at give besøgende på din profil et hurtigt overblik over dine kompetencer. List alle dine kompetencer, men vær realistisk. Inddrag kun de kompetencer, som du vil sælge dig selv på. Overvej derfor hvilke kompetencer, som er relevante for din profil og arbejd rundt om dem. På den måde er du sikker på at få det hele med, men undlader samtidig at sælge dig selv på kompetencer, som du egentlig ikke besidder.

4 – Vær synlig

Brand din faglighed og viden ved f.eks. at poste statusopdateringer med interessante artikler. Vi bruger ofte meget tid på internettet og falder du over en artikel eller andet, som du synes er interessant, vil dit netværk sikkert også finde den interessant. Men alt med måde, overvej en ekstra gang om du beriger dit netværk, inden du trykker del. Det kan hurtigt blive uinteressant for dit netværk, hvis du deler indhold som ikke er aktuelt eller relevant.

5 – Udbyg løbende dit netværk

Fokuser på løbende at udbygge dit netværk ved f.eks. at connecte med relevante kontaktpersoner umiddelbart efter at du har været til møde eller sludret over kaffen til et event, mens det stadig er i frisk erindring.

Flere og flere virksomheder og bureauer rekrutterer via LinkedIn, hvorfor det er vigtigt at du løbende optimerer dit digitale brand. Det kan være vejen til den næste spændende stilling eller freelance opgave.

Få sparring og input til dit digitale CV

Arbejder du inden for IT branchen tilbyder Twins gratis sparring omkring din personlige LinkedIn profil. Vi har mange års erfaring i rådgivning af både freelance konsulenter og fastansatte kandidater. Vi tager udgangspunkt i vores egenudviklede CV database, hvor du oprettes. Herfra arbejder vi os igennem dit CV og giver dig input og sparring til arbejdet med din egen LinkedIn profil.

Interesseret?

Kontakt Andreas Theis på ath@twins.net / tlf. 30 17 99 93 eller Finlay Napier på fna@twins.net / tlf. 30 24 16 94 for nærmere aftale.

Print

Menu